Kategorien: Historie:KulturDenne kategori indeholder 1867 bøger.
Kulturhistorie er meget forskelligartede videnskabelige discipliner og forskningsområder, der har til formål at beskrive civilisationsprocessen og dermed bevidstheds- udviklingen gennem arbejder , der definerer sig selv som kulturhistoriske. Der kan indgå elementer af antropologisk, arkæologisk, etnografisk, etnologisk, kunsthistorisk, sproghistorisk, mentalitetshistorisk og socialhistorisk elementer. Tit bliver kulturhistorie stillet i modsætning til politisk historie. Den moderne kulturhistorie har sine rødder i 1700-tallet. hvor bl.a. Voltaire og Montesquieus forsøg på at udvikle en samfundshistorie, der bedre kunne beskrive og forklare menneskehedens åndelige og materielle udvikling. Voltaire og Montesquieus anlagde et universelt syn på denne udviklingshistorie, og i årene omkring 1800 blev den kulturelle forskel mellem de forskellige folkeslag understreget af romantikkens filosoffer og historikere, der arbejdede i forlængelse af Herder. Det enkelte lands befolkningers kulturelle særpræg, folkeånden, afspejles i deres materielle og åndelige frembringelser. Denne ændring betød, at hovedformålet deres hovedformål i deres studier blev en beskrivelse af byggeskik, redskaber, hvorledes de afholdt fester, folkeskikke, sprog, litteratur. Dette resulterede i en bekræftelse af den nationale identitet. Dette medførte at mange steder i Europa studiet af fortidens materielle og åndelige levn en slagmark for nationale konflikter, der dog samtidig grundlage en række videnskabelige discipliner, der i dag indgår i det kulturhistoriske område, medens andre anfægter dem som sådanne. Folkloristik, etnologi, arkæologi.
Jacob Burckhardts værk "Die Kultur der Renaissance in Italien fra 1860 blev grundstenen for kulturhistorien som en selvstændig disciplin. Jacob Buckhards satte sig som mål at undersøge de æstetiske og moralske ideér, der lå til grund for den italienske renæssance, Jacob Buckhards tese var, at ud fra en analyse af litteratur, billedkunst, social organisation osv. kan man beskrive et samfunds kulturelle stade, I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kommer en ny vinkel til, ved at begynde at beskrive og kombinere kulturhistorie med de sociale udviklingsmodeller ud fra marxistisk opfattelse. Forskellen ligger i at Burchardts og de nationale folkemindeforskere, der tolkede genstandene som udtryk ånd eller mentalitet, fremførte Karl Marx de materielle vilkår som bestemmende for menneskers bevidsthed. I forlængelse heraf
forsøgte Karl Lamprecht i "Die kulturhistorische Methode 1900" at opstille generelle love for kulturudviklingen. Han antog at et bestemt socialt og kulturelt udviklingstrin
ville give sig udslag i helt bestemte forestillinger og ideér.
Socialdarwinististiske ideér og forestillinger kom til at farve forsøgene på at skrive generel kulturhistorie, der undertiden kunne få karakter af en menneskehedens
udviklingshistorie. Der var ofte tale om håndfast og ukritisk brug af biologiske begreber. Et af de mere grelle eksempler er forestillingen og kulturel "degeneration", der var
særlig fremherskende omkring 1900. Især senantikken blev fremdraget som eksempel på kulturel degeneration. Degenerationsforestillingerne førte til spekulationer over den europæiske kulturs fremtid. Et eksempel er Oswald Spengler værk "Der Untergang des Abendlandes". (1918-22). Andre tog skridtet fuldt ud og brugte biologisk degeneration som forklaring på politiske og kulturelle fænomener. Et eksempel herpå er danskeren Gustav Bangs disputats om årsagerne til den danske adels tilbagegang i 1600-tallet "Den Adels Forfald". (1897).
Det mest ambitiøse danske bidrag på at skrive generel kulturhistorie er Hartvig Frischs "Europas Kulturhistorie i 12 bind". Hartvig Frisch er især kendt for sin definition: "Kultur er vaner", mens fremskridt defineres som brud med herskende vaner. Kulturer kan stivne og blive udlevede. Derfor kunne betingelsen for udvikling i nogle tilfælde
være, at træde flere skridt tilbage i kulturudviklingen for at finde grundlaget for ny fremdrift. Hartvig Frisch var præget af den tyske historiker og sociolog Max Weber, hos hvem han hentede inspiration. Hartvig Frisch beskriver de enkelte epoker med udgangspunkt i sociale idealtyper, der antages at besidde en række egenskaber og bevidsthedsmæssige træk der er karakteristiske for det pågældende samfunds kulturelle og sociale udviklingstrin.
Den stærke orientering mod økonomisk og social historie der opstod i tiden mellem de to Verdenskrige satte også sit præg på kulturhistorien, hvor de materielle fænomener trådte i forgrunden. Kulturhistorie blev derved i stadig højere grad forbundet med etnografi, etnologi, folkloristik og arkæologi. Den materielle kulturhistorie var især knyttet til museerne. I Danmark udgjorde sammenhængen mellem landskab, bebyggelse og kultur et centralt tema i flere generationer, repræsenteret i flere generationer af to meget forskellige repræsentanter i kulturhistorien som Hugo Matthiessen og Axel Steensbjerg.
Med J. Toynbees "A Study in History (1934-54) kom der en reaktion mod den dominerende materielle kulturhistorie. Han forkastede den økonomiske determinisme og fremhævede psykiske og mentale kræfter som afgørende for kulturens udvikling. Hans sammenligninger mellem forskellige kulturkredse satte han ind i et omfattende og kompliceret kulturfilosofisk system. Toynbee vakte diskussion, men fik ikke den store betydning på længere sigt. Vigtigere var det, at det traditionelle skel mellem begivenhedshistorie og kulturhistorie i nogen grad blev nedbrudt, ikke mindst gennem forskerne Marc Block, Fernand Braudel, Jacques Le Goff og Georges Duby forsøg på at etablere en form for totalhistorie, der kunne sætte politiske, økonomiske, sociale og kulturelle fænomener i et sammenhængende mønster. Indtil 1950'erne var kulturhistorien i udtalt grad eurocentrisk. dvs. det givne givne udgangspunkt for alle sammenligninger var europæiske forhold. Under indflydelse af den moderne socialantropologis problematisering af traditionelle rationalitetsforestillinger.er eurocentrismen blevet afløst af et relativistisk syn på kulturelle og mentale fænomener og udtryk. Medvirkende hertil var også værdikrisen som følge af Anden Verdenskrig og Auschwitz, men også vækstsamfundets miljømæssige omkostninger har også haft betydning.
Relativismen har uden tvivl virket blokerende for mulighederne for at skrive general kulturhistorie. En global historie, der tog lige hensyn til alle kulturer, forekom at være en umulighed. I slutningen af 1900-tallet har der imidlertid vist sig en tegn på , at den traditionelle, generaliserende , eurocentrerede kulturhistorie kan få en renæssance. Flere forhold spillede ind: den igangværende europæiske identitetsdannelse i sammenhæng med EU og en stærkere bevidsthed om kulturelle og mentale forskelle mellem de enkelte kulturkredse.
