Kategorien: ReligionDenne kategori indeholder 4613 bøger.
Religion er en emne, der har fascineret mennesker i århundreder. Bøger om religion beskæftiger sig med en række forskellige aspekter af dette emne, herunder teologi, historie, kultur og filosofi.
En af de mest almindelige typer af bøger om religion er teologiske bøger, som beskæftiger sig med de grundlæggende læresetninger og doktriner i en bestemt religion. Disse bøger kan indeholde information om de centrale skrifter i religionen, de vigtigste ritualer og praksisser, og de overordnede principper for troen.
Historiske bøger om religion beskæftiger sig med religionens udvikling gennem tid, herunder dens oprindelse og historiske kontekst. Disse bøger kan også beskæftige sig med de vigtigste skikke og traditioner, der har udviklet sig gennem tid i en bestemt religion.
Kulturelle bøger om religion beskæftiger sig med de måder, hvorpå religion påvirker kultur og samfund. Disse bøger kan undersøge, hvordan religion har påvirket kunst, litteratur, arkitektur og andre kulturelle udtryk.
Filosofiske bøger om religion beskæftiger sig med de store spørgsmål om livets mening og eksistens, og hvordan religion kan hjælpe med at besvare dem. Disse bøger kan også undersøge de etiske og moralske implikationer af religion og de store filosofiske spørgsmål om godt og ondt, sandhed og løgn.
I alt, bøger om religion beskæftiger sig med en række forskellige aspekter af dette fascinerende emne, og kan hjælpe med at give en dybere forståelse af religion og dens betydning for menneskeheden.
Værket er på den ene side et vidnesbyrd om kulturlivet omkring år 1900 med et rigt dansk, nordisk og europæisk værk- og persongalleri og på den anden side en selvbiografi, der beskriver Johannes Jørgensen, fra han som 16-årig kommer fra barndomsbyen Svendborg til København, til han i 1913 forlader kone og børn og går i eksil først i Siena, senere i Assisi. Frem for alt er Mit Livs Legende dog et bekendelsesskrift i traditionen fra Augustin og Rousseau med en nådesløs selvudlevering. Helt central er Johannes Jørgensens konvertering til katolicismen i 1896 og det brud, det medfører, dels i forhold til hans ungdoms forbillede Georg Brandes og hans kreds, dels i forhold til hans kolleger omkring tidsskriftet Taarnet (1893-1894) med Sophus Claussen, Ingeborg og Viggo Stuckenberg som de centrale figurer.
Pænt værk i 2 bind på hhv 257 og 291 sider.Indbunden tobindsudgave med moderat slidte lysebrune skindrygge og -hjørner.
Guldtryk på bogrygge.
Vægt af begge bind: 1768g + skønnet tara: 200g
Indbunden orig. hellærred.
Paa Guds Veje er en didaktisk roman fra 1889 av Bjørnstjerne Bjørnson.[1] I romanen setter Bjørnson kristen moral opp mot en moral som er inspirert av utviklingslæren. De to motstridende moralsynene blir personifisert gjennom barndomsvennene Ole Tuft, som er prest, og Edvard Kallem, som er lege.
Handling
Bokens hovedpersoner er de to vennene Ole Tuft og Edvard Kallem. Også Edvards søster Josefine har en fremtredende rolle. Boken følger dem fra barndommen og frem til de er voksne. Ole ønsket som barn å bli misjonær, og ender opp som prest. Edvard blir lege, og er stadig kritisk til kristendommen, hvilket påvirker hans forhold med vennen Ole allerede i barndommen.
Ole forelsker seg i Josefine, Edvards søster, og som voksne gifter de seg. Edvard gifter seg med Ragni, en fraskilt kvinne. Dette ekteskapet fordyper konflikten mellom Edvard og Ole; Josefine stiller seg på ektemannens side mot broren.
Språk
Bjørnson skrev Paa Guds Veje på et språk, som var hans forslag til hvorledes riksmålet burde være. Rettskrivingen skiller seg sterkt fra både moderne bokmål og datidens dansk; eksempler på unike skrivemåter i boken er blant annet æn istedenfor end, ner for ned, nætop for netop, fræm for frem, kvæll for kvæld, igæn for igen, blét for blevet, og kænne for kende. Rettskrivingen er ikke alltid konsistent, og språket er, i dette stadiet, eksperimentalt og har ikke nådd Bjørnsons endelige riksmål.
I et etterord i boken skrev Bjørnson følgende kommentar om sin rettskriving: «Sprogforholdene i Norge er slike, at går vi ikke den landsgyldige uttale imøte, så får bygdemåls-stræverne ret. Og forsømmer vi de krav på sansynlighed, som også må gøres til sprogformen, når folks tale og tænkesæt skal fæstes, så hævner det sig snart i foredraget. Men skriftsproget er hos os gledet for langt bort fra talesproget, til at jeg tør være følgestræng. Avvikelserne er ellers flere, æn jeg selv ønsket, fordi jeg er en dårlig tryk-retter. Men de, som laster mig for min gode vilje, skulde huske, hvad min forrige forlægger sa mig, at jeg tapte tusener på min retskrivning, - og at jeg likevel blir ved».[1]
