Se information om den valgte bog

Senest opdateret 13. januar

Af Ludvig Holberg

fra 1910 på forlaget Danmark

Kategorier: Fortællinger, Romaner, Skønlitteratur

pris: 70 kr – stand: ★★★★★

Vægt: 363 gram

En ældre bog, men fint indbundet. Rødt med grønne tryk. Som model for sin helt Peder Paars brugte Holberg Cervantes' Don Quixote, fantasten, der er for optaget af at posere som ridder til at se den tarvelige virkelighed, han lever i. Som Don Quixote har sin følgesvend – og kontrast – i realisten Sancho Panza, har Paars som væbner fået den snusfornuftigt bondske Peer Ruus, der kommenterer sin herres tåbeligheder. Omkring dette par er fiktionen groet frem af flere rødder. Holberg spiller dobbelt ved at skjule sig bag to masker, der placerer værket i hver sin litterære tradition. Det foregiver at være skrevet af en kalundborgsk hvidtølsbrygger Hans Mickelsen, der på titelbladet præsenterer digtet som skillingsvise, „En Sandfærdig Ny Vise (…) Siunges efter den Melodie: Arma virumque cano & cc“, mens det kommenteres med „sprænglærde Noter“ af Mickelsens ven, Just Justesen, der for „den skiønsomme Læser“ afslører, at der er tale om en parodi på det klassiske epos. Melodiangivelsen: „Arma virumque cano .“ er optakten til Æneiden. Med den romerske digter Vergils kanoniske værk som vandmærke fortælles i heroiske aleksandrinere (5-fods jamber) den „historiske“ beretning om kræmmeren Peder Paars' sejlads fra Kalundborg til Århus for at besøge sin fæstemø Dorothea: Jeg taler om en Mand, hvis Skiebne og BedrifterBør billig tegnes an blandt alle Folkes Skrifter,Jeg siunger om en Helt, den store Peder Paars,Som tog en Reise for fra Callundborg til Aars. Optakten angiver, at store ting er på spil. Den lille mands rejse er ikke kun en menneskelig bedrift. Gudernes indgriben løfter begivenhederne til skæbneniveau. Misundelsens gudinde Avind tåler ikke, at det unge par bliver lykkeligt forenet, og beder stormens gud blæse op, så Paars og hans mandskab forliser, men redder sig i land på Anholt, hvor det meste af handlingen udspiller sig. Men plagerne ophører ikke her; tværtimod er det lille samfund mere truende end elementernes rasen. Øens beboere, som „lever Christelig og nærer sig af Vrag“, plyndrer, dømmer og fængsler de skibbrudne. Ved andre guders hjælp slipper de væk fra øen, dog blot for at komme i nye vanskeligheder. Det over 5000 aleksandrinere lange digt slipper sin helt på vej fra Skagen mod Århus, uden at læseren aner, om han forenes med sin Dorothea.