Se information om den valgte bog

Senest opdateret 16. februar

Af Morten Ramsland

fra 2005

ISBN: 87-0301-033-3

Kategori: Skønlitteratur

pris: 120 kr – stand: ★★★★★★

Vægt: 600 gram

fDan Ringgaard Skribent 27 Sep.05 Ligesom kubismen ikke lod sig nøje med ét perspektiv på tingene beskriver Ramsland på samme måde virkeligheden som undvigende og flertydig i slægtskrøniken 'Hundehoved'. Morten Ramslands roman 'Hundehoved' er en slægtskrønike. Fortælleren Asger vender hjem til Danmark og sin døende farmor. Gennem hende hører han om sin norske familie, lægger brikkerne til sin krønike i den orden, som giver mening for ham, og fortæller det videre til sin søster Stinne, som han bor hos. Denne genfortælling eller rekonstruktion af slægten, som Asger foretager med sin søster (og imens farmoren forsøger at holde døden fra døren med dåser af frisk bergensisk luft!), er rammen for romanen. Bogen 'Hundehoved' er altså en skriftlig version af en mundtlig beretning, som er stykket sammen af anekdoter fra familiens medlemmer, fortrinsvis fra farmoren, af en fortæller, som selv er en del af historien. Det er en historie, hvis rædsler er gået i arv til ham, og som han derfor har et påtrængende behov for at forstå. Vi er langt fra den objektive historiske fremstilling. Fortællingen er derimod et mellemværende med tilværelsen, en måde at forme og forstå et liv på. Farfarens flugt fra Sachsenhausen står i centrum for krøniken sådan som koncentrationslejrene af mange er blevet set som det 20. århundredes katastrofe og omdrejningspunkt, den begivenhed der definitivt ændrede århundredet, fordi den tvang os til at ændre vores syn på os selv. Bogen bliver derfor også (med titlen på Peter Høegs beslægtede debutroman) en forestilling om det 20. århundrede. Ikke mindst hundene, der forfølger farfaren, bliver et ledemotiv, et billede på den rædsel som også jager igennem Asger, der ligesom farfaren maler billeder af en forvrænget virkelighed, en verden som er ude af proportioner, trukket skæv som den kubisme der i århundredets begyndelse vendte op og ned på vores måde at se verden på. Deform er også Asgers evnesvage faster, som nærede så stor ømhed for nevøen, at hun forsøgte at voldtage ham, og som han efter sin egen opfattelse myrdede. Fasterens lysende øjne i kældermørket, hvor hun altid lurede på drengen, går i ét med det hundehoved, søsteren skræmte ham med som lille. Drabet på fasteren, men f.eks. også en brutal udlevering i barndomskvarteret af søsteren som tøjte, synes at bekræfte den ødelæggelsestrang, som hjemsøger især slægtens mænd. Men modsat sin farfar, for hvem kubismens deformering er et udtryk for århundredets vanvid, er kubismen for fortælleren